Vi slentrer langsomt hen ad bådebroen,
det er sådan en dag, hvor man ikke har travlt.
Vi har lagt det triste bag os.
Tempoet er skruet ned,
ingen gider skynde sig i den bagende sol.
Vi har fulgt åen et godt stykke tid nu gennem skovparken,
der ligger så tæt ved vandet, at vi kan høre havets brusen.
Vi har siddet og svedt på en bænk,
mens ænder og svaner boltrer sig i vandløbet.
Man bilder sig selv ind, at det virker lidt afkølende,
især når der lyder et højt plask, og man måske mærker
nogle små dråber ramme den overophedede hud.
Lidt længere væk oppe på den sommerblå himmel
ser vi; mågerne svinge sig i de højere luftlag.
På store hvide udbredte vinger dykker de og hæver sig igen opad.
De små lystbåde, der ligger tæt side om side
fortøjet langs bådebroen
som mere eller mindre hvide tænder i en stor mund
med enkelte gabende tomme mellemrum,
minder om friheden ved at kunne sætte fra land
og bare sejle ud på det store uendelige hav.
På en virkelig dejlig varm sommerdag er tanken fristende.
Vi nærmer os efterhånden stranden,
først ser vi sandklitterne og marehalmen,
senere dukker sandstranden og havet op i horisonten.
Vi glæder os, som vi har glædet os hele dagen,
og kan næsten ikke vente.
Snart kan vi stikke tæerne i vandkanten og mærke det første lille gys.
Det vrimler med mennesker på land og til vands.
Andre har fået samme udmærkede idé.
En udflugt til havet på en dejlig sommerdag.
Sejlbåde og motorbåde farer rundt derude.
Langt ude aner blikket de store skibe.
Legende børn, dykkere og svømmere i alle aldre
fylder vandkanten med smil og latter.
Godt humør præger de friske aktiviteter.
Det virker afsmittende. Man bliver glad alene ved synet.
Vi har madpakke, drikkevarer, tæppe og håndklæder med i tasken.
Nu mangler vi bare at finde et sted, vi kan slå os ned.
Pludselig hører vi nogen kalde, en stemme råber højt i mængden.
Vi er blevet genkendt af venner, der synes vi skal slutte os til deres selskab.
Der bliver en livlig hilsen og snakken.
På en dejlig sommerdag behøver alting ikke være planlagt,
og dagen strækker og trækker ud til det bliver aften,
hvor vi tænder bål i skumringen.
Himlen er ufattelig smuk med de fine sarte farver og de lette svævende skyer.
Vi morer os med at genkende figurer og former i de vekslende formationer.
En hyggelig stemning præger samværet, der veksler med samtale, sang og hvile.
Sjældent og særligt godt er livet en lang dejlig sommerdag.

...
Jeg bliver brat og brutalt kaldt tilbage til virkeligheden,
idet hospitalets sygeplejerske bryder ind i mit ensomme mørke
på den kolde hospitals-stue, hvor jeg nu har ligget temmelig længe.
Sygeplejersken spørger venligt; om der er noget jeg behøver.
"Hvis der er noget, du trænger til, skal du bare sige til." Lyder hendes søde stemme.
Jeg vil helst bare have lov at lukke øjnene igen.