Jeg stod der, en småkold februardag, lige foran din dør.
Jeg turde ikke at trække tiden længere end efter skole.
Jeg var spændt. Hvad ventede der mig?
En uansvarlig sminkedukke, som i al hast havde fået to uopdragne unger. Nej, åbenbart ikke.
Det så jeg med det samme.
Der, foran mig, stod en smuk bestemt kvinde, som ikke var til at skubbe ud over nogen kant.
Hende kom jeg hurtigt til at holde af.
Jeg lærte hurtigt, hvem denne kvinde var, og hvilke knapper jeg kunne trykke på, og hvilke der var forbudt område.
Det forbudte område blev dog hurtigere og hurtigere indskrænket.
Vi var veninder fra starten.
Vi havde ved adskillelse svært ved at undvære hinanden.
Nu, hvor jeg har kendt dig i tre år, går der ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvordan du har det.
Jeg kan ikke undvære dig.
Du er blevet min mentor.
Du er blevet min veninde, trods vores 13 års aldersforskel.
Du er den uundværlige person i mit liv.
Tak for at netop du er en del af mit liv.