når mit fundament er skredet
og jeg føler mig ubetydelig
trækker det tunge spor foran
resten af livet
kan jeg kun sige TAK
fordi du har spoleret det liv
der skulle have gjort dig glad

det er ikke kun een der dør
jordskredet tager alle omkring sig med
så hvorfor ikke dræbe alle dem man elsker
jeg begynder at forstå

når mit blod skulle være det der lindrer
men istedet er syre under huden
trækker det tunge spor foran
resten af livet
når egoismens grimme ansigt
minder mig om hvor ubetydelig jeg er
kan jeg kun sige TAK

det er ikke kun een der rammes
jordskredet tager alle omkring sig med
så hvorfor ikke også iføre mig apatiens kåbe
jeg begynder at forstå

når andre mennesker, de kendte, skulle hjælpe
men istedet rækker fingre over muren
gemt væk bag stålhandsker
trækker det tunge spor foran
resten af livet
minder mig om hvor ubetydelig jeg er
kan jeg kun sige TAK

det er ikke kun een der rammes
jordskredet tager alle omkring sig med
så hvorfor overhoved gribe ud
jeg begynder at forstå

når jeg vender mig om på puden
og ser ham ind i nakken
skræller daggryet huden af mig
indtil jeg ligger i et omrids af varme
trækker det dybe spor foran
resten af livet
minder mig om hvor ubetydelig jeg er
kan jeg kun sige TAK

det er ikke kun mig der står alene
kærligheden trækker alle dæmonerne med sig
så behøver jeg egentlig ikke bare een
jeg begynder at forstå