Du tager din medicin, men føler du er til grin.
Du lytter til lægens gode råd, i dine tanker er der gråd.

Tvangsindlæggelsen venter, da du får det mere og mere skidt,
og ind i psykosens mørke du går dine skridt.

Du ser ting der ikke findes, hører ting der ikke sker,
dit sind plages mer og mer.

Du ved drikkevandet er forgiftet, du ved folk snakker bag din ryg
du er alt andet end tryg.

Det ender en nat med du på din altan står, skriger fortvivlet og desperat
til indlæggelsen du nu er parat.

Politiet dukker hurtigt op, tilbageholder dig og fikserer din krop.
Du bliver til hospitalet kørt ud, og låst inde bage lås og slå,
nu er det umuligt at gå.

Nu præges dit syn og dit sind af de lange mørke gange,
de siger du ikke skal være bange.
Medicin udleveres to gange om dagen, men du synes ikke det er sagen.

På stuen ligger du i mange dage, men de hører dig aldrig klage.
En dag siger de til dig at du nu er klar til at komme hjem, og starte på en frisk,
de ved ikke du stadig stemmer hører og dit sind er gråt og trist.