Solen skinner udenfor,
ikke en vind rør på sig,
og fuglene kvidre som var det midt i Maj!

Så var det din mor ringede mig op,
og jeg ventede ikke denne besked.
Brian, jeg savner dig helt ustyrligt.
Jeg forstår ikke du ville væk,
væk fra den verden du var bange for!
I hvert fald ikke så tidligt i dit liv.
Du var jeg bare fyldt 21 år, og havde lang tid tilbage at leve i!

Du ikke så meget som skrev et brev,
et brev til dem som holder af dig!
Jeg er èn af mange.
Der var så mange ting jeg ikke fik sagt,
og det gør ondt nu, Brian!
Men sådan har ”vi” det vel altid – os der bliver tilbage!

Jeg skriver dette, for at få det hele ud – men mest af alt fordi jeg måske endnu ikke helt har forstået dit valg.
Men det er noget som tager tid, og jeg er villig til at bruge al den tid det vil tage, for at kunne forstå dig.

FARVEL BRIAN!