Vi løb ned af stien, bare for at gøre noget. Træerne ruskede, og vinden piskede støvet op i vores ansigter. Larmen var øresønderrivende, men vi vidste ikke hvor den kom fra. Vi kunne kun kigge på hinanden imens vi løb. Himlen var dyb rød, og stjernerne var store, som om galaksen styrtede. Nu krakelerede himlen, og bagved var den kulsort. Støvet begyndte at flyve op, væk fra jorden, og snart fulgte blade og småsten. Vi kunne mærke vores kroppe blive lettere, og pludselig stod vi ikke længere, vi svævede. Jeg kiggede bagud, og så jorden forsvinde mens alt blev mørkere.