Frostklar morgen ved et busstoppetsted i Hvidovre må have været et syn for guder, da jeg stiger af den ene S-bus for at tage den foranholdene S-bus.

Småløbende når jeg fordøren; Chaufføren stirrer mig i øjnene og gasser op og efterlader mig forpustet, rasende. Irriteret vender jeg mig om, og ser min højrehånd, helt uden, at jeg har bedt den om det, komme med al fuld kraft forbi mit ansigt.

Tiden stod stille. Helvedes porte var i den grad blevet åbnede. En fulg skreg fra hækken. Min hånd smadrer ind i busstoppestedsskiltet. Fuglen tav. Der var helt stille rundt omkring.