Liv gik ud til hovedgaden for at praje en taxa, mens jeg bandt snørebåndet på mine vandrestøvler. Vi havde lige fyldt maverne med dal bhat og var på vej tilbage til vore hostel. Da jeg rejste mig fra snørebinderiet, troede jeg først, at jeg blev frygtelig svimmel, men pludselig var det svært at blive stående med begge ben på den hullede asfalt, og der gik ikke mange sekunder, før jeg forstod, hvad der foregik. Alt omkring mig rystede kraftigt, og hurtigt begyndte ting at falde ned fra tag-terrasserne. Det sidste jeg så af Liv var hendes krop under en taxa.