Rebet føltes nyt. Det var det sådan set ikke, det var bare aldrig blevet brugt.
Ikke før nu. Det føltes nyt, nyt på den måde, hvor små tråde stak frem overalt og gav en kløende fornemmelse, så snart det kom i kontakt med ens hud.
Med tiden ville de falde af og rebet ville blive glat.
Tid var der dog ikke meget tilbage af. Hun mærkede den kløende fornemmelse om halsen, stillede sig op på stolen og lukkede øjnene.
Trinene på den anden side af døren nærmede sig. Hvis hun gjorde det nu, kunne de nå at redde hende. Ikke?