Kaffen er lunken. Jeg kigger ned i koppen, som om der var svar at finde. Overfor mig sidder du.
Du plejede at joke: "Hos mig får du både i pose og sæk, Nicoline." plejede du at sige, mens du klappede dig på den store vom. Med poserne, referede du til de blåsorte fedtdepoter under dine øjne.
Jeg har fået i både pose og sæk, og her sidder vi så. Du, en hjælpeløs kæmpebaby, begravet i dit eget fedt, og jeg i forbudte tanker om at forlade dig. Men hvor end jeg vælger at gå hen, finder jeg aldrig dig igen.