Hun gik langsomt hjemad.
Buldren i det fjerne. Ved de første dråber sukkede hun lettet og gik ind under cykelskuret tag.
Bare længe nok, til at hendes mor ville være hjemme.
Onsdag!
Han havde hængt på sofaen, hele dagen.
Onsdag!
Hans ånde gav hende kvalme, og hans ru hænder mod hendes hud. Hun skuttede sig.
For fanden hvor hun dog hadede sin krop. Hver onsdag forrådte den hende på det groveste, og reagere.
Stift som et bræt, ligge og glo op i loftet. Derefter lettelsens galle forsvinde i risten, grubbe huden rød, ensomheden under bruseren, betød en uges frihed igen.