Ida rettede let på sin pude og satte sig forsigtgt op. Hun holdt vejret for at lytte. I lang tid havde dette været en del af hendes morgenrutine; at lytte efter sin fars søvninge åndedræt for at sikre sig, at han stadig var i live.
Hendes spinkle, svage krop rystede. Forsigtigt listede Ida ned af trappen og ud i køkkenet. Hun åbnede køleskabet og grinte håbløst af sig selv, da hendes fejl gik op for hende. Hun tog sine sko på og gik ud for at tjekke fælderne for rotter. Måske var de heldige, at der var til lidt morgenmad.