Alt er sløret. Det er ikke til at se eller høre noget. Der er helt stille, som når man dykker under vandet og trykket stiger, jo dybere man går. Bomben ramte plet. I hjertet af de Syriens forstæder. Den kom som en overraskelse, ingen nåede at reagere. Endnu engang er alt ødelagt, og det må bygges op. Et skrig bryder tavsheden. Støvet har lagt sig. Alt er i ruiner. Husene er ikke længere huse, men i stedet blot tunge, ødelagte murbrokker. Ingen legende børn tilbage på gaderne. Der er tomt. Hvornår vil dette nå enden? Hvornår er nok simpelthen nok?