Flyet styrkdykkede ned mod bjerget, der var intet at stille op. Jeg græd lydløst, omringet af kaos og panik. Om få sekunder ville jeg være død, og jeg havde ingen at sige farvel til.
Jeg nåede knapt nok at tænke tanken til ende, før en mand lagde sine hænder på mine kinder og så mig dybt ind i øjnene, mens tiden gik i stå. Mine nakkehår rejste sig da han talte til mig med den dybeste ro:
"Det er kun dig der kan stoppe dette fra at ske. Pas på hvem du stoler på"
Jeg vågnede, badet i sved. Hvem?