Alting var tomt omkring ham. Det var, som havde han mistet alle sanser på én gang. Som var han på få sekunder blevet smidt fra alting og ud i ingenting. Panikken bredte sig i ham, men skabte straks efter en slags ro, der langsomt spredte sig til hele hans krop. Noget kunne han dog mærke. Langsomt begyndte hans sanser at vende tilbage. Først kunne han lugte røgen og smage blodet i sin mund. Så mærkede han kulden og regndråberne mod sin hud. Derefter kom lyden af sirenerne. Da han endelig slog øjnene op, var alt han så den brændende bil.