Sneen falder tæt over trætoppene, over de to mennesker og dyret, der ligger der i sneen og forbløder. Han har stadig kniven i hånden, der drypper blod fra bladet ned i sneen og danner røde blomster. Tiden står stille som i en glasklokke, luften suges mod dem som fotozoom. Han har lige dræbt kaninen, nu er den næsten død, ligger og gisper efter de skarpe flænger i nakkekødet. Han ser på hende, de kolde øjne dér, dem hun aldrig før har set, de har nu vendt sig mod hende. Han lader kniven falde til jorden.
-Lede sæk, siger han, går.