Ned ad panden trillede en enkelt sveddråbe; vandet hang truende i ansigtets mangelfulde øjenvipper. Ansigtet tilhørte en mand, hvis ømme muskler smertefuldt drejede det op mod sollyset.
Det var en sand katastrofe. Det var meget, meget slemt. I det øjeblik han havde indset det, havde hele hans sind brast sammen som et omhyggeligt bygget dominotårn. Hans udmagrede mave under den fedtede skjorte protesterede; smerten var ligeså brændende som solen over hans hoved. Hans fugtige hånd dupper forsigtigt panden med en beskidt serviet.
Og dér i sommerheden var både posen og tallerknen tom, og der var ikke flere spare ribs tilbage.