Jeg ligger i et mørkt, menneskeforladt rum og gemmer mig fra den larmende uempatiske verden der vrimler uden for min dør. Mit sind har indstillet sig til en ensom tankestrøm, i mens jeg ligger med et svedende hoved på en klistret pude, og det er gået op for mig, at den verden der engang kunne elske, nu er ramt af alvorlig folkesygdom. Hos størstedelen af befolkningen er empatien, følelserne, og alt dét der gjorde mennesket til noget særligt, sivet bort fra menneskets hjerneceller. Min menneskelige hjerneforbindelse ligger jeg stadig, ene og alene med, og venter på at møde Mennesket igen.