Senere holdt de alle op med at snakke og kiggede på hinanden. Nogle så sig spejlet, endda mimet, men kun få følte sig stødte. Visse fokuserede på fregnerne og modermærkerne, arrene og rynkerne, der udgør et ansigts identitet. Mange begyndte nervøst at grine, da deres øjne mødtes. Andre kunne ikke komme i tanke om andet at gøre, end at kysse, for at få den ubehagelige intimitet til at virke mindre intim. Men alle vidste, at de måtte prøve igen, på trods af irritationen ved ikke at kunne finde undskyldninger for at vende tilbage til at stirre på skærmenes frosne ansigter.