Når alt er ligegyldigt, Kaffeposer i vasken, fugtige vægge, bananskræl i vindueskammen, siger jeg fra for sent, men uden at jeg dog kan komme videre, for han står i gamle underbukser på kanten af et vanvid, der æder mig hurtigere end det æder ham.
Jeg er ude af mig selv, kender jeg levningerne efter at have ædt dem i årevis, for jeg har viklet mig ind i en katastrofe, hvor han brænder bananfluer af, for at holde bestanden ned fra affaldsdyngen, hvorefter kulden føles enorm og jeg lader min rettigheder til at vælge mit eget liv, skylde ud i kloakken.