Han elsker hende stadig. Han siger det hver dag til sig selv i spejlet, han udtrykker det i sin flydende poesi, han drømmer om duften af hendes hår en forårsdag. Nogle gange drømmer han om hendes sidste skrig. Det gør ham kold, hård som sten, nogle gange kan han ikke trække vejret ved mindet om al sorgen og blodet. Nu kan han ikke engang huske sidste gang, han smilede. For det er svært at stå op, det er svært at falde i søvn og det er svært at overleve, når det eneste, man i sandhed elskede, døde for ens øjne.