Jeg støttede mig til det, der var tilbage af huset. Ruiner. Alt var efterladt i ruiner. Det eneste, som stadig var intakt var os selv og hoveddøren. Han kiggede spørgende på mig med tårer i øjnene. Jeg kunne næsten ligefrem læse hans tanker - hvorfor os, hvorfor lige nu?
Der var ikke en lyd. Kun lyden af vores egne tanker, der kørte rundt inde i hovedet på os. Jeg rejste mig op for at få et overblik over situationen, men i dét jeg rejste mig op fik jeg øje på den igen. Vi udvekslede blikke og tanker. Derefter løb vi.