I mine mareridt var øjeblikke som dette altid lydløse. Som om synet af en tårnhøj, hastig fremrykkende mur af vand automatisk eliminerer alle sanseindtryk på nær synet. Men i virkeligheden er det ikke sådan. I virkeligheden er skrigene det værste. Skrigene og de panisk råb, der flyder sammen med lyden af træ, der splintres. Jeg løber ikke. At løbe fra denne bølge er en umulig opgave. En kvinde hamrer skulderen ind i maven på mig. Et kort øjeblik ser jeg direkte ind i hendes flakkende, rædselsslagne øjne. Så fyldes mine næsebor af en salt, svidende lugt, og alt bliver mørkt.