Råb og skrig kom fra de andre værelser, og blandede sig med lyden af fodtrin der alle febrilsk prøvede at finde en vej ud. Jeg pressede mig sammen i hjørnet af mit soveværelse. Lammet af rædsel og med blikket fæstnet mod døren. "Rejs dig!" hvæsede jeg til mig selv. Mine ben lavede et sølle forsøg, men knækkede sammen under min dirrende krop. En tyk grålig røg trængte sig ind af sprækken under min dør. "Vinduet!" Men min krop ignorerede mig fuldstændig. Ude af stand til at bevæge mig, lå jeg på gulvet og så hvordan røgen langsomt fyldte mit værelse.