For en gangs skyld er hendes blik umuligt at tyde. Jeg kender det ellers så godt. Det har rystet hende, som jeg vidste det ville. Ryggen er mig vendt og blikket ud ad vinduet. En hånd dækker ansigtet og jeg ænser lyden af et snøft. Jeg har lyst til at gå tættere på og trøste hende, men denne gang er det ikke passende. Hendes lille, skrøbelige, elskelige krop skælver og hun behersker sig for at bevare fatningen - uden held. Vi kender ellers hinanden så godt.
Stilheden har varet for længe. Jeg vover spørgsmålet: "Hvad siger du?
Elsker du også mig?"