Hendes øjne blev mørkere og mørkere, jo strammere mit greb blev. Hun kæmpede imod. Den nøgne blege krop lyste nærmest i mørket. Hendes desperate forsøg på at sparke og vride sig fri, nyttede intet. Blodet pumpede rundt i kroppen på mig og hadet blev større og større. Forbandede møgkælling. Inde i stuen lå han. Blodet sank stadig ned i det ægte tæppe. Ikke en eneste gang rystede jeg på hænderne. Jeg kunne høre sirenerne længe før jeg indså hvad jeg stod med. Hun stoppede med at kæmpe imod, idet jeg let løsnede grebet. "Jeg kommer igen, mær", hvæsede jeg lavt.