Den var ikke til at tage fejl af, lyden altså. Jeg genkendte den lige med det samme. Lyden af løbende fodtrin, understøttet af et pustende åndedræt.
Jeg lagde mig fladt på maven, og rullede ind under busken. Det var nu det gjaldt, jeg måtte ikke blive opdaget. Hvis det skete, så var det slut.
Jeg lå helt stille, prøvede at falde i et med omgivelserne. Jeg gemte hovedet i armene, sådan at man ikke en gang kunne høre mit åndedrag.
Jeg kunne se fødderne, lige ud for mine øjne. Bare han ikke bukkede sig ned.
Gemmeleg er en intens leg.