Jeg kaldte mig aldrig for forfatter, da jeg bare skrev for mig selv eller da jeg begyndte at dele på fyldepennen. Men nu har jeg udgivet min første bog, men kalder mig stadig ikke forfatter. Det er en bog jeg kan holde den i hånden og glædes over den, men så er den ikke længere for jeg får kun tilbagemeldinger fra venner og bekendte ingen anmeldelser ingen tilkendegivelser. Jeg er så heller ikke på de socialemedier. Fyldepennen er så digital som jeg bliver. Mit forlag siger det er de socialemedier der batter for bøger i dag. Så måske er jeg for gammeldags til at slå i gennem som forfatter eller også gider folk bare ikke læse digte og især ikke dem om et ubehageligt emne som fødselsdepression. Jeg ville gerne have læst en lignende digtsamling for 18 år siden men der fandtes den ikke. Men jeg har jo også elsket digte fra første gang jeg læste et digt.
Hmm det føles bare tomt at have udgivet den digtsamling. Nu sidder jeg og spekulerer, hvordan den kommer ud til de rette læsere. De er der jo, jeg er jo ikke den eneste, som kan lide at spejle mig i andre i forhold til svære livssituationer.
Mit lokal bibliotek har købt min bog, så de har troet på den. Måske det kan være en åbning.
Mine digte er ligetil og alle kan forstå dem. Jeg elsker at lege med sproget men på en jordnær og ligetil måde. Jeg er ingen ordpynser. Men ak digte skrammer alle væk. Jeg burde skrive noveller eller romaner, men jeg har ikke tid til så lange værker, der er bare ikke nok timer i døgnet. Hvis jeg kunne stoppe med at arbejde og bare skrive, så kunne jeg godt, jeg har massere af ideer og jeg er ikke kun glad for at skrive digte, de er bare nemme at bruge når man ikke har så meget tid. Digte er min terapi for alt hvad jeg oplever.

Hmm jeg ved ikke, om jeg ikke bare skal være tilfreds med, at min bog står på reolen derhjemme, og mine venner har læst den og selv min mor trods hendes modstand mod min evne til ikke at holde alt det ubehagelige for mig selv.