Jeg vil ikke vove mig ud i den deprimerende konklusion, at jeg hader julen. Det gør jeg ikke.
Jeg savner faktisk den glæde jeg plejer at have ved den.
Men jeg kan godt forstå de mennesker som gør. de mennesker som enten er alene eller som, som jeg, ikke har "den slags familie", som udgør julehalløjet. jeg har selv haft sådan en familie og minderne bliver altid lige forstærket en ekstra gang (måske 10 gange) omkring juletid.

Jeg prøver at nyde de gode ting og der ER også gode ting. Jeg ved de er der, men jeg er bare ikke modtagelig. de negative ting skygger.

I julen savner jeg min hele familie, før spritbilsten tog halvdelen og spyttede min mor, jeg og mine brødre ud i fem ulige størrelser, så vi ikke passer sammen mere.
Vi prøver, men det går ikke, da min mor har ødelagt så meget for sig selv, at ikke engang min lillebror vil være sammen med hende mere. nu er det kun mig. Som i går. Hyggeligt, men.....det skulle bare overståes og jeg satte et straight face op. For hendes skyld.

Men nu...er jeg trist til mode..igen. Nej, faktisk ked af det.
Og jeg kan se at vejret er enig.
Jeg håber at næste år vil være lidt mere barmhjertig. At heldet vil komme forbi mig, bare et smut, bare i så lang tid at jeg kan få lidt glæde tilbage.
Fordi jeg narrer jo mig selv. Jeg prøver vikrkelig at se at finde de positive ting, men prøv at samle små sandkorn op, eet efter eet, og fylde en silo op!

Denne jul skal overståes, dette nytår ligeså. Jeg håber at den næste bliver mere juleagtig, mere i julens navn. Som den plejer eller ikke. Jeg ved det ikke.
"Det eneste jeg ved er at jeg ingeting ved", tjaa...Sokrates, du ramte sgu nerven der!

Jeg savner min far, som altid her omkring jul, savner hans ånd og måden hvorpå han skabte tryghed og glæde.
Jeg svaner min fortid.