Vågnede lidt over 7 her til morgen. Har sovet godt nok, men har som sædvanligt været vågen nogle gange i løbet af natten. Jeg tog min dyne og pude med ind i stuen, lavede en kop kaffe og fandt min dagbog. Jeg elsker disse morgener – alene, alt er stille, byen som endnu ikke er vågen, dagen som begynder. Jeg sad og kiggede på træerne uden for mine stue vinduer, de rækker deres nøgne grene mod himmelen, men i løbet af de næste par måneder, bliver de klart til endnu en gang, at folde deres blade ud mod solen. Thomas kom hjem engang i nat, han har været af sted siden fredag aften. I dag skal vi holde hans fødselsdag, han fylder 20 år på tirsdag, store dreng.
Jeg fik skrevet i min dagbog og tænkte på hvad der skete sidste år på denne tid.

I min dagbog lørdag d. 19 februar 200, står der bl.a.:
Jeg har egentlig ikke den store lyst, eller behov for at skrive dagbog for tiden. Det er morgen, klokken er 7.45, Mette og jeg har aftalt at spise morgenmad sammen. I dag skal der gøres lidt rent og handles ind. Thomas fylder 19 år i morgen, det er næsten ikke til at forstå. Jeg kan selvfølgelig godt forstå det når jeg kigger på ham, men hvor mon alle de år er blevet af?
Jeg tænker på den gang jeg stod der som 17 årig og var gravid. Jeg tror mærkelig nok aldrig at jeg var ulykkelig over det. På en eller anden måde, har jeg altid vidst at det skulle jeg nok klare. Det er en god fornemmelse, at sidde her i dag med en følelse af, at have gjort det godt, det er fedt. Jeg fik lov til at være mor for mine to egne børn. Der er efterhånden så mange som ikke kan få børn, men jeg blev altså velsignet med den gave.
Hvor er jeg egentlig heldig, at få lov til at opleve alt det som kommer til mig.
Lige nu sker der en ”oprydning” i min vennekreds, det er ok –det som ikke mere kan ”holde”, det må væk og jeg kan mærke, at jeg føler mig klar nu til at give slip nu.
Den anden dag da jeg skulle hjem fra arbejde, stod jeg af ved Marselisborg slot og gik ned gennem Mindeparken, hvor jeg satte mig på en bænk i solen. Gik langs vandet til Remissen. Da jeg gik der, kunne jeg pludselig mærke en ny følelse som kom til mig. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg ikke vil ”tages ned af hylden og støves af” efter andres for godt befindende. Jeg synes ofte min rolle er at give og give, men nu kan jeg bare mærke, at jeg vil have noget igen. Det er helt ok, at andre er der i deres liv hvor de er, det vil jeg ikke lave om på, men jeg er blevet bevidst om, at jeg ikke mere kun vil være giver, jeg vil have noget retur. Hvis ikke jeg kan få det, ja så har jeg to muligheder, fortsat at forsøge at få dem til at give mig det jeg vil have, eller jeg må gå væk fra dem, vælge dem fra og det er åbenbart det som sker nu.
Det underlige er, at når nogen forsvinder, så kommer der nye til……………..

Tjaaa, det er et år siden jeg skrev disse ord. De indeholder fortsat en stor sandhed for mig.
Hvis ikke vi som mennesker, har mere at give hinanden, så mener jeg at det er på tide at gå vider, give slip og fortsætte som dem vi hver især er, i stedet for at hage os fast og få flere dårlige oplevelse.
Nå , jeg tror ovnen er varm og klar til at lune rundstykker til os, så jeg vil vider med dagens dont – dejligt at familien dukker op i eftermiddag – vi skal nok få en god dag, det håber jeg også du får.

Vil du læse mere om hvad jeg går og tænker på, så kan du besøge mig på: http://dott.subnet.dk