Hej dagbog, - Jeg er så træt, - selv med alle de ord jeg får hver dag. En siger altid "af hjertet tak" når jeg hjælper hende..som om de forstærker noget, eller jeg har brug for flere ord i mit liv. Min mor sagde igår, at det var som om, at det havde virket på hendes nakke, at jeg havde masseret hende..hun havde ondt dagen inden, så jeg prøvede at massere hende, - jeg samlede mit indre lys, og forsøgte at føre det ud i mine hænder..hun tilføjede, at det selvfølgelig ikke var sikkert at det var mig der havde gjort det, - men at det kunne være gået væk af sig selv..hun kender mig..men jeg prøvede.

Jeg har svaret på en masse fra min guild, og forsøgt at føre dem fremad..jeg hader at være leder. Ja, jeg er måske det bedste valg i min guild. Det betyder ikke, at jeg kan li det. Jeg er helst den ensomme cowboy, - kommer og gør hvad jeg kan, smutter før folk kan nå at takke mig..for jeg gider ikke tak..jeg gør det ikke for dem, jeg gør tingene fordi jeg kan..fordi jeg er mig..men de få lyse øjeblikke, hvor jeg ikke er omringet af håbløshed er få..fremad, altid fremad..uanset vægten på mine fødder..jeg kan aldrig stoppe..jeg må..jeg skal..uanset om jeg aldrig finder det lys jeg ledte efter engang..jeg føler mig som hesten der synker ned i mudderet..på nær, jeg stadig med mulen nedad går fremad i den samme sump..