Jeg har 22 års indestængt vrede.
Det hamre på indersiden af mit bryst det skal bare bryde løs. Så det kan rasere. Så det kan ødelægge.
Et brændende hvidt raseri, der vil destruere alt.

Men jeg holder det nede. Jeg holder det inde.
Jeg lader det kun sive ud, i små mængder. Små doser.
Det har ophobet sig, efter alle de år.

Alle de år hvor jeg ikke har turde sige fra. Hvor jeg ikke har turde sige min mening. Hvor jeg har taget imod slagene, både fysisk og verbalt. Hvor jeg har fundet mig i hårde, nedladende og sorte kommentarer. Hadske kommentarer. Ydmygelser.

Men nu vil jeg ikke finde mig i det mere. Jeg vil ikke tage det mere.
Jeg har brug for at lette byrden på min skuldre. Brug for at lette den vægt der har tunget mig ned, efter alle de år.

Vreden er tung.
Så jeg råber af fjernsynet. Jeg råber fra indersiden af min bil. Jeg råber inde i mit hoved. Men når jeg bliver vred. Rigtig Vred. Så siger jeg det kun formelt. Så siger jeg det kun lavmælt.
Beder dem om lige at være søde og lade vær. Siger at jeg ikke syntes det er fedt.

Men jeg siger det stille, og jeg siger det roligt. Og jeg lader kun vreden sive ud i små doser. For hvis jeg eksplodere, så taber jeg ansigt og jeg taber respekt.

Hvordan skal jeg kunne respekterer mig selv, hvis jeg bliver det jeg ikke bryder mig om. Derfor er jeg ved at lære at sige fra. Ved at lære at stå imod. At stå rankt. For hvis jeg er et ordentligt mennese, hvis jeg kan sige tingene pænt, hvis jeg kan gøre det rigtigt, så er vreden okay. For så har den lært mig noget.

Den har lært mig ikke at græde, når folk er tarvelig. Ikke at lade sig slå ud, når de er tarvelige. Men at bruge den. At vende den til noget godt. At lade den give mig styrke og energi, til at kunne være en bedre kvinde.