"Synes du at det lyder kvalitativt, at stå op hver evig eneste dag, resten af mit liv - og foretage mig ting som jeg ikke brænder for?" spurgte jeg den såkaldte "Jobkonsulent", som overfor mig sad, i et pænt sæt tøj, og remsede copy-paste informationer op for mig, som hun har gjort for millardvis af andre, som har siddet i den stol jeg sad i. Det var som respons til hendes åbenlyse konstatering af min arbejdsdygtighed.

Det var sjovt, for hvad hun reelt konstaterede, var sådan set det umiddelbare og ret åbenlyse faktum, at jeg har en krop, at jeg omsætter oxygen og glukose til energi i mine millionvis af cellers mitochondrier, og at jeg er stående, og ikke har nogle synlige fysiske skavanker - hvilket jo betyder: "DU KAN ARBEJDE!".

Jeg lever i et samfund, hvor den kolletive holdning er: Du har PLIGT til at arbejde. Og jeg kunne kaste op. Jeg anser ikke mig selv som værende en ung, rebelsk, og urealistisk sjæl som har en holdning af at jeg er mere værd end andre individer på jordens overflade, og derfor behøver jeg ikke at arbejde. Men jeg mener bare - helt ærligt. Jeg bliver født ind i denne verden af min mor, i kærlighed. Hende og min far har i fællesskab skabt mig, i kærlighed - og jeg fødes ni måneder efter undfangelsen. Jeg blev så bare født to måneder for tidligt, havde mange efterfødselschock, og lå i kuvøse. Det kan tænkes at jeg har haft pletvise hjerneblødninger under fødslen - hmmm. Men altså - et lille liv bliver større, og jeg modnes i takt med årene der går - og så snart at jeg er blevet så stor at samfundet kan bruge mig, så skal jeg arbejde. Jeg har simpelthen pligt til at fødes ind i en verden, for at gå og være taknemmelig over at jeg skal arbejde. "Du skal være taknemmelig, bare du har et arbejde - vi er priviligeret i dette samfund!" er hvad de siger.

De jobs som jeg ville brænde for, kræver visse kvalifikationer som jeg ganske enkelt - aldrig nogensinde i min levetid vil kunne opnå. Alt hvad jeg nogensidne har været interesseret i at leve af, er enten fuldstændigt urealistisk at opnå kvalifikationer til, eller også er det umuligt at slå igennem med kreativt arbejde.

Jeg kunne selvfølgelig se "Breaking Bad" igennem for 4. gang, og finde inspiration til at blive den nye Walter White. Jeg kunne leje et faldefærdigt sted i Nordsjælland - langt, langt ude på Lars tyndskids marker, og bruge min spinkle viden indenfor organisk kemi til at producere amfetamin, og forsvare den uetiske del af det med: "Jamen altså, hjerte-kar sygdomme kan jo fås i poser, i netto under navnet "KiMS", og hvor der er nydelse er der jo penge at hente. " - Dét kunne jeg jo gøre.

Jeg kunne også tage kontakt til nogle slemme drenge, fremlægge min manglende gejst og lyst til at gå den legale vej igennem livet, og håbe på at de har beskidte jobs til mig som indebærer afhugning af fingre, og flækning af knæskaller.

- Det var dagens brok. Jeg siger det, før jer: "Tag dig sammen, Kasper - du lever i en drømmeverden, hvis du tror at du er den eneste der har følt som dig. Du skal bare arbejde hårdere for dine ønsker, og tro på dig selv. Du lever i et land, rigt på muligheder - grib dem. I det mindste kan du blive BETALT for at uddanne dig i dette land - det er altså mere end hvad mange andre kan forvente! Og desuden er du ung, du har masser af tid".

- Ses, jeg skal ud for at hente Methanol og Aspirin. Nogen der ved hvordan man syntetiserer Rød fosfor?