Til min skræk opdagede jeg i fredags at mit erhvervskort er udløbet for knap 2 måneder siden Jeg har bare haft det utrolig skidt siden. Jeg som plejer at have styr på tingene, og så noget som skulle være så simpelt at huske. Jeg havde 10 års jubilæum i august. og erhvervskortet skal fornyes hver femte år. Ergo er 10 år er lig med fornyelse. Men nej, det er simpelthen smuttet for mig.
Jeg gik så den tunge gang op på politigården i dag. Damen ved skranken kikkede meget alvorligt på mig og sagde - Du er godt klar over at du ikke har noget erhvervskort mere. Øhh hvad gør jeg så - spurte jeg hende skrækslagen !! Joo hvis jeg kunne komme med en lægeerklæring hurtigst som mulig, kunne jeg vel få et midlertidig. Om jeg kunne !!
Jeg har bestilt til ved lægen til i morgen, og et nyt billede klarede jeg på vejen hjem fra arbejde. Så fra i morgen skulle jeg være på vej til at blive lovlydig igen.
Jeg kunne ikke dy mig da jeg aflevere bilen, sagde jeg til min far - jeg vil lige gøre dig opmærksom på at du ingen chauffør har mere. Det skal lige siges at han er vant til at jeg godt kan finde på at sige sådan noget for sjovt, så han reagerede som han plejer med - nå hvorfor nu det !! Et eller andet sted regnede han nok med,at jeg havde et eller andet jeg ville brokke mig over.
Jo far ser du, Jeg har mistet mit erhvervskort !! Først blev han meget stille, og jeg viste at jeg ikke skulle se på ham. Jeg er nemlig kanon dårlig til at lyve, det kan ses på mig med det samme. Hvordan det kom det så stille fra ham. Jeg fortalte ham så hvordan det hang sammen, og han åndede lettet op da han forstod at jeg nok skulle få den fornyet.
Jeg er i hvert fald nået frem til den konklusion at min far har ikke dårlig hjerte, for så havde jeg nok taget livet af ham i dag !!

Da jeg afleverede min søn i går, snakkede jeg med konen på det sted hvor min søn bor. Jeg vil gerne have et møde med dem, jeg fortalte hende i store træk om hvordan jeg havde det ,og at hvis de var indforstået ville jeg gerne have en snak omkring det. Selvfølgelig kunne vi finde et tidspunkt til det. Hun syndes at det ville være en rigtig god ide og hun kunne også godt forstå at det var svært for mig. Jeg sagde også til hende at det drejede sig ikke om at jeg ville have ham hjem. Jo selvfølgelig ville jeg gerne det, men jeg er også realistisk og kan se. At han ikke kan få de samme rammer her hjemme som han har der. Så må vi bare se hvornår min mand kan få fri til at tage med !!
Selv om han ikke er far til ham, har han altid været sød til at deltage i div. møder der har været omkring min søn. Han har været en kanon støtte,og jeg er taknemlig for at have en at kunne snakke med bagefter.

Jeg må hellere komme i gang med nogle af dagens gøremål, ellers kommer jeg nok ikke videre.