Jeg ville have skrevet en dagbogstekst om fantastisk sex i weekenden og hvor meget jeg elsker min kæreste - men for det første er sex måske ikke lige den ting man skal skrive her. Det ville også være uden for retningslinierne. Minder mig om at jeg er lidt træt af retningslinier ved dagbøger. En dagbog er vel en personlig bog hvori man kan skrive hvad man lyster?

Anyways er de gode føelser også på nuværende tidspunkt passeret. Det er ikke længere noget jeg føler, men noget jeg husker og forsøger at bruge til at få mig selv til at glemme min nuværende situation og følelser.

Weekenden var ellers god. Den var også lidt travl. Torsdag i praktik i kolding og hjem til Odense og på arbejde. Fredag til Universitetest årsfest som Min kæreste Rune havde været sød nok til at inviteret mig med til. Lidt tidligt hjem fra festen for mig fordi jeg skulle op på arbejde kl. 10 næste dag igen. Lørdag fortsatte med en dobbeltfødselsdag hos et par tvillinger som jeg kender og endte hjemme hos min kæreste om natten. Søndag sammen med kæresten til eftermiddagen og derefter kom min søster på besøg (hos Rune). Hun har det ikke særlig psykisk godt for tiden så jeg følte det nødvendigt at finde tid til hende i weekenden. Hun var rimelig spag og apatisk og slet ikke sig selv, men hun åbnede lidt op i løbet af aftenen og det gik fint. Lidt efter kl. 22 styrtede hun hjem. Hun bog hos vores mor og stedfar for tiden pga. hendes tilstand og det betyder at hun skal overhovlde vores stedfars regel om at være hjemme kl. 22 - så han ikke bliver forstyrret efter at han er gået i seng. Nå ja, hun kom ikke så meget for sent i det mindste.

Jeg vågnede op til morges hos kæresten og tog hen til min mor der bor lige i nærheden for at aflevere et par sokker min søster havde glemt dagen før. Det er wellnes-sokker af den lækre slags som jeg havde foræret hende. Ikke bare havde jeg fri i dag, men efter som min mor er sygemeldt med stress og min søster har hendes problemer og min stedfar arbejder på halv tid, så var vi alligevel mange hjemme i dag.
Samtalen går omkring alt muligt og på et tidspunkt når min mor også at invitere til jul og det er her at kæden hopper af. Den første jule-snak med den nye kæreste.
Jeg ved godt at han er meget tæt knyttet til sin familie, men havde nok håbet at vi skulle holde jul sammen. At det var det han ville. Jeg sendte ham foreslaget men fik svar tilbage om at han mente at det ville starte 3. verdenskrig hjemme hos ham hvis han nu ikke kom - specielt nu hvor en af hans brødre heller ikke kom.
desuden var det jo var noget specielt noget at holde jul med familien.
- For mig var det var noget så sårende at finde ud af at han prioriterer julen med familien højere end at holde jul med mig. Det meste af de argumenter var jo ikke bare nogle der gælder for denne jul - men de kan jo være evigtgældende. Jeg synes det er godt at han har et godt forhold til familien, jeg ville bare gerne også betyde lige så meget for ham.
Det rareste havde jo været at få at vide at han gerne ville holde jul sammen med mig og tog med at det efter al retfærdighed ville betyde at han måtte opgive hver anden jul sammen med sin familie. Så kunne jeg godt argumentere for at vi denne gang skulle være hos min familie. Ud over at jeg allerede er gået med til at nytårsaften bliver holdt sammen med hans familie, så er der pgså forhold i min familie der ændres hvertandet år, så i år ville have været det rette. Men nu... føler jeg at forholdet måske ikke betyder så meget fra hans side som det gør for mig. Sagen er ikke at jeg gerne vil havde at vi holder jul sammen, men at jeg gerne ville havde at han skulle have lyst til at vi holdte jul sammen. Jeg er ked af det, såret, føler mig nedprioriteret, ikke rigtig elsket, svigtet og måske oven i købet lidt dum fordi det har taget så meget for mig at begynde at stole på at han elskede mig og så var det måske alligevel ikke så alvorligt ment - og der er ikke noget at gøre ved det. Selvfølgelig kan vi da holde jul hver for sig som han foreslog. Men jeg kan ikke slippe følelsen af at være lidt vred og ked af det og ikke have lyst til at snakke med ham lige nu. Har mere lyst til at skrige, kalde ham "mors dreng" og bede ham gå ad h..... til! Det er selvfølgelig lige groft nok, unødvendigt og sårende den anden vej. Men JEG ER SÅRET og kan ikke fortælle ham det. Må bare se at komme igennem det.