9 år siden

Et nyt kapitel

Helbred 2
Hanna Fink (...
9 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
8 år siden
Hele verden, healings-heg...
Camilla Rasm...
7 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
10 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
12 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
8 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
9 år siden
Problemer?
EmmaBechh
10 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
11 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
17 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
10 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
10 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
8 år siden
At træffe en beslutning
Baru
2 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
8 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
9 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
11 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
8 år siden
Oveni alt det cirkus med, at jeg dumpede om og om igen, begyndte jeg så småt at tænke i nye baner. Jeg har altid haft en drøm om engang at blive forfatter (ligesom, sikkert mange af jer andre herinde), så jeg tænkte, at det måske var nu. Måske skulle jeg slet ikke blive ingeniør og ændre verden indenfor proteser. Så jeg begyndte at læse mine utallige tekster igennem - og må jeg lige understrege UTALLIGE - jeg har gemt tekster helt tilbage fra, da jeg var en lille pige og endnu ikke kunne stave mit eget navn; jeg hedder Mai, så det burde ikke være så svært.
Hurtigt indså jeg, at jeg dengang var langt mere fri i min fantasi, teksterne bar ikke præg af, hvad andre ville tænke om dem. Dengang skrev jeg for mig selv. Jeg skrev, fordi jeg nød det, og der var ingen forventninger om at, andre skulle læse dem. Så blev jeg ældre, og jeg blev præsenteret for ideen om, at være forfatter. På det tidspunkt havde jeg længe undret mig over, hvor alle bøgerne kom fra, men jeg nød mystikken så meget, at jeg ikke ville ødelægge den.
I tant med, at jeg blev ældre, blev jeg også mere bevidst om, at hvis jeg skulle blive forfatter engang, så krævede det også, at mine tekster blev læst. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Mine tekster havde jo altid været netop MINE tekster, så på den måde kan man måske godt sige, at jeg altid har ført dagbog. Det har bare aldrig været den traditionelle form. Det har ikke været en dagbog over mit liv men over mine tanker og fantasier. Egentlig uhyggeligt skræmmende, at gennemlæse nogle af teksterne og fuldstændig vende tilbage til den tid. Alle følelserne, jeg sad med dengang kunne jeg pludselig mærke igen, og det fik mig til at tænke på, at det jo er helt utroligt alle de ting, vi gennemgår i et liv. Det gav mit inspiration, og for første gang er jeg begyndt på en bog. Jeg har skrevet hele dagen, og er først lige nu (klokken er 21.30) begyndt at lave aftensmad. Det blev bare til en gang havregryn. Jeg er alligevel alene hjemme, så jeg gider ikke og skal til at lave noget fancy. Og ja i kosteksperter, som sikkert sidder derude et sted, jeg er godt klar over, at det store kalorieindtag, som der er i havregryn, ikke godt før man skal i seng, men altså den halvgamle kyllingesalat, som sad i køleskabet virkede ikke ligefrem indbydende.
Nå men tilbage til bogen... Jeg har ABOSLUT ingen erfaring med at skrive en bog, men jeg tænker, at hvis en 10årig kan gøre det og få succes, så kan jeg sku også! Ha ha
Jeg er spændt på, hvordan det udvikler sig. Det er ikke let at koble hele ens liv sammen, alle ens historier og følelser, tanker og fantasier i én og samme fortælling. Indtil videre er væggen på mit værelse dækket til med gule post-it's, og der er da også et par stykker på køleskabet, i brusekabinen og ved siden af sengen. Jeg arbejder stadig med titlen, men jeg tror, at jeg har fundet en vinder.
En spændende proces, og jeg glæder mig.
Har i nogen gode råd? Lige nu skriver jeg bare løs, og mine fingre kan næsten ikke følge med.
Skøn dag! Men nu må jeg hellere forberede mig på forelæsningen i morgen, for selvom min store drøm er at blive forfatter, så elsker jeg min uddannelse, og drømmen om at lave robot-proteser lever endnu. Hvem siger også, at man ikke kan begge dele?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Et nyt kapitel er publiceret 18/03-2015 21:48 af Knotti.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.