Vi er så uendeligt bange for at blive voksne, og vi løber og løber og løber til vores skrøbelige hjerter er ved at springe. En buket af smukke vrag er vi, et fyrværkeri der eksploderede i 1000 farver og mønstre, for derefter at falde til jorden som falmede gløder. Skudt af med så stor en fart, at vi ikke kunne holde den. I det stadigt svagere skær fra dem holder vi os levende, imens vi kigger os tilbage for at få et sidste glimt af resterne af det, der engang var os. Vi er børn af fortiden. Vel vidende om at det snart er slut, klamrer vi os febrilsk til hvert lille fortidsglimt som en guldregnsgren, desperate som vi er ignorerer vi giften og ser kun de gyldne kronblade. Vi holder os svævende på trætte vinger, vel vidende om, at når vi stopper med at baske, er det slut. Lejlighedsvis sortner det for os, vi forstener og husker på, at her kan vi ikke blive, at det kun er en silhuet, intet andet. I natten danser og danser vi imens vi græder, til vi er ved at omkomme af udmattelse, imens morgendagens myg stikker os så vi næsten bløder. Vi mærker vores indre med lynhast smuldre bort, vores minder langsomt tage skikkelse af skygger. I natten er vores bevidstheder magtesløse.