Jeg steg på 14'eren i morges, jeg skulle ind til printbutikken og udskrive nogle papirer. Det nærmeste stop er stoppestedet i Søgade, så dér stod jeg af - men idet bussen passerede broen over skinnerne, så jeg en kvinde stå på en af stolperne, hun stod helt ude ved kanten og hun havde smidt sin taske ved fødderne. Hun kiggede ned. En ældre kvinde havde bevæget sig ganske tæt på, lænede sig frem over stengelænderet og snakkede til hende. To mænd stod ved broens ene ende og så på, en af dem havde en telefon i hånden. Jeg forestillede mig, at de havde haft ringet til politiet.

Umiddelbart virker det "bare", og jeg sætter bare i anførselstegn, fordi et menneske der overvejer selvmord aldrig kan betegnes "bare" noget som helst, som et af de store dramaer i bylivet som man til tider ufrivilligt bliver tilskuer til, men jeg mærkede i timerne efter, imens jeg var nede i byen og efter at jeg var kommet hjem, at synet havde sat sig fast, havde sat sig på tværs indeni min krop som en krampe eller noget ufordøjet i tarmsystemet. Jeg blev ved med at vende tilbage til kvinden på broen, kvinden i den blå jakke, jeg blev ved at tænke på den måde, hun havde kastet sin taske fra sig ved fødderne som om hun alligevel aldrig ville få brug for den igen og det tænkte hun nok heller ikke, at hun ville. Det triggede noget i mig, en gammel historie fra mit liv for længe siden og dog føles det stadig reelt og helt tæt på. Selvmordstankerne. Kvinden i den blå jakke satte selvmordstankerne i gang i mig igen og på en deja vu-agtig måde, for tilbage i 2010 drømte jeg ofte om at springe ud fra en af broerne i Aarhus, der er jo nok at vælge imellem. Siden har det udviklet sig, mine selvmordstanker er blevet mere diffuse og handler nu om dage oftest om vand, men jeg husker godt broerne og jeg husker, hvordan jeg i perioder dengang både længtes efter og frygtede at krydse en bro på gåben.

Mit liv har ændret sig meget siden da, jeg har fået det bedre på så utroligt mange måder, men at se kvinden på broen... Det skræmte mig, for min første tanke, før menneskeligheden gjorde sit indtog, lød således: Spring du bare, min ven, det bliver ikke bedre end dette og dette er ikke resten værd, ikke i længden, så spring, spring nu, lad dig ikke overtale. Der findes et mørke i mig - et mørke der overlever al min medicin, al min øvrige behandling og vokser som en bund, et fundament i mig, sådan føles det. Det mørke drømmer stadig om broer, ligeså meget som det drømmer om vand og det mørke genkendte kvindens desperation som min egen og måske var det slet ikke hende jeg talte til, måske var det mig selv.

Da jeg senere tog en bus ned i byen igen, en 1A'er denne gang, var hun væk, kvinden. På broen. Kvinden i den blå jakke. Der var ikke engang en skygge af hende, ingen politiafspærringer, selv hendes ellers så forladte taske var forsvundet. Jeg ved ikke hvordan det gik hende, om hun blev hjulpet ned eller om hun sprang, men jeg håber. For hendes skyld og for min egen. At hun er et sted, hvor de tager sig af hende, hvor hun ikke er alene med alt det tunge og alt det mørke. At hun ikke græder for sig selv, men med en bisidder ved sin side. Livet kræver bisiddere, især for nogle af os.

Jeg tænker på kvinden på broen, for hun repræsenterer mig. Jeg håber for os begge to, at mørket ikke får overtaget, at mørket ikke må vinde. Det er overskyet lige nu, men foråret er kommet, ikke for at blive, for efter foråret kommer sommeren altid, men det er her nu. Foråret. Vinteren er kun en overgang.

Jeg håber at kvinden på broen og jeg en dag bliver i stand til at slippe vinteren igen, når vinteren endeligt har sluppet sit tag i os. Jeg håber, at vi en dag får lov at mærke foråret også.