Jeg er handlingslammet, men min hjerne fungerer åbenbart godt nok til at jeg kan skrible løs på tastaturet.

Ved ikke rigtig om jeg skal slette gårsdagens tekst i dagbogen. Måske min eks også kommer forbi her på pennen fra tid til anden og læser om hans "første gang" til skue for Gud og hver mand?! Til helvede med det. Det er mit liv og det er min sandhed!

Kørte med bussen i dag og fyldtes som altid af en enorm glæde og trangen til at omfavne alle mine medpassagere. Det karakteristiske ved mine busture er, at jeg typisk er en minoritet blandt kinesere, indere og filipinere m.fl. Busturen er yderst repræsentativ for livet her i Vancouver, multikulturelt. Det er så også iøjenfaldende, at der i den sammenhæng ikke er så mange hvide i bussen. De sidder mageligt i deres store amerikanerdrøn i køen ved siden af eller bag ved. Jeg kigger somregel ind til dem når jeg sidder inderst. De opdager mig vist ikke eller også lader de bare som om. Busserne har dog førsteret, sågar vejbaner hvor der kun må køre busser. Det er jo ikke særlig Nordamerikansk. Men Vancouver har skam også fået en pris for deres offentlige transport og dens uovertrufne effektivitet (?).

Bussen satte mig af næsten foran min destination; Father Wu Reflexology! Hr. Wu er Hong Kong kineser og en ørn til at nulre fødder og massere. Han får styr på mine mioser, vi sludrer lidt om løst og fast med hver vores accent. Aftaler en ny tid om to uger og jeg når akkurat lige at køre tilbage på samme busbillet fordi buschaufføren ikke mener at et par minutter fra eller til betyder så meget. Åh, jeg elsker når folk afviger fra reglerne!

De ældre kinesere siger altid "tak" når de står af bussen. Det synes min danske veninde var lidt pudsigt. Hun mente da ikke det var nødvendigt at takke for en bustur som man ovenikøbet havde betalt for. Men jeg har så længe tænkt over det fænomen og forestiller mig, at de ældre kinesere takker for at være kommet frem i hel tilstand. Det skaber også sådan en følelse af tilhørsforhold når man lige råber "thank you" op til chafføren inden man står af og fortsætter livets gang i den lille landsby, med ca. 45.000 andre beboere!

Grunden til min lammelse i øvrigt er, at jeg skal starte en frivillig gruppe på mandag for immigranter, og det er også helt fint. Problemet er bare, at det overhovedet ikke er struktureret fra ledelsens side og de forventer vist at jeg kan udrette mirakler. Det kan jeg ikke og det vil jeg heller ikke. Jeg har mest lyst til at melde fra fordi jeg vist bruger mere energi på dette projekt end jeg har lyst til. Men folderne er sendt ud og folk er klar til den store premiere på mandag.

Jeg vil nu gå ind og ligge vandret i en halv time og lade resultatet af Father Wu's magiske hænder få ro.