Der skulle lidt planlægning til, da vi skulle hjælpe min far med at købe bukser i dag. Først skulle vi ind i en baggård som ligger ind til en herretøjsforretning. Claus måtte bede en betjent om at flytte hans bil, så vi kunne komme længere frem. Derefter opdagede vi, at der var delvis afspærret pga. noget renovering af en sidebygning. Hmm... Der var ikke andet at gøre end at få ham ud så tæt vi kunne. Der var selvfølgelig ingen ledige P pladser, så Claus måtte kørte på jagt efter sådanne. Senen var ikke ryddet de første 20 meter, men trampet sammen. Det betyd at der var små galt. Vi tog det sammen med rollatoren, stille og rolig. Han var meget usikker - hvilket er forståeligt.

Da vi kom ind i forretningen, var der en meget sød ung mand, som fik min far gelejdet hen til et prøverum - hvor han kunne komme ned og sidde. Inden da nåede han og tage mål til bukserne. Claus havde fundet en P plads og kom ind i forretningen. Derefter startede vores hejse og sænke projekt. Først skulle han op og stå for at vi kunne løsne hans bukser, og derefter ned og sidde, så vi kunne trække dem af. Samme taktik brugte vi i omvendt rækkefølge, da han skulle prøve bukserne.

De bukser som VI MENTE var det bedste for ham, var et par med elastik i taljen og uden gylp. Min far har ingen mening om tøj overhovedet. Hvis det strammer lidt eller er for stort, så regulere man det bare med en livrem. Det betyder ikke noget - bare man har tøj på kroppen. Jeg fik jeg ham overtalt til at prøve at gå med seler, i stedet for livrem. Bukserne skal lægges op og kan afhentes i næste uge.

Da jeg stod ved siden ved min far i prøverummet - lagde jeg rigtig mærke til hvor " lille " han er blevet. Det er sådan ca. 10 cm mindre. Det er lidt skræmmende, men det er hovedsagelig pga. at han ikke kan strække hans ben helt ud, når han står oprejst. Der ingen problemer når han ligger ned.

Her d. 1/3 er det 5 år siden jeg overtog hans forretning. Dvs. at det kun er 5 ½ år siden han måtte opgive pga. hans parkinson. Det er alligevel ikke så lang tid siden han var i fuld ved gør.

Det irritere mig stadig, at vi ikke ved hvornår sygdommen rigtig fik sit tag i ham. Han har hele hans liv været manio depressiv og medicineret derfor. Den eneste bivirkning han havde, var at han rystede på hans hænder, samt hans ben hvis der var noget som gik ham på. Man kunne uden ord læse på hans kropssprogs, hvordan han havde det.

Grunden til at jeg valgte at købe Hubert, er fordi at vi kommer ikke ud at rejse foreløbig. Han er stadig meget ked af det pga. min søster, og kan han ikke overskue at rejse lige nu. Det tager forsat hårdt på ham. Samtidig spekulere jeg også på hans nyre tal. Hvis de fortsætter nedad og han skal i behandling, så ser jeg helst at det er på plads inden.

Ud over min far, så har jeg selv været meget træt de sidste 14 dage. Synes ikke umiddelbart at have noget grund til det, men nogen gange kan det ubeviste også gøre det. Sidder lige nu og kæmper for at holde mig vågen, da jeg helst skal sove længe i morgen. Skal arbejde weekenden igennem