Det er som om hele verden er lukket ned. Kablet er trukket ud, og alle neon skilte, festlige melodier og dansende dukker forsvandt. Her sidder jeg så. I min egen lille lejlighed. Uden fest og farver. Bare mig selv, og min 3-stjernede spegepølsemad. Jeg prøver så godt jeg kan at fylde dagene ud, men der er for meget tid på mine hænder, selvom der sjovt nok, kun er 2 hænder i hjemmet nu.
Hjem. Det er et stort ord at bruge, om en firkantet æske man er gået fra og til i 2 uger. Men det er alt hvad jeg har.
Så jeg vasker gulv, vasker op, laver mad, kigger lidt ud af vinduet og piller næse. Når jeg er færdig med at pille næse, opdaterer jeg mig på Big Brothers fan side på Facebook, og ser de videoer jeg ikke har fået set endnu. Bare for at have noget at lave. Jeg kan ikke engang sige at det interesserer mig mere, men noget skal jeg jo give mig til. Alle de vigtige ting prøver jeg lidt gelinde at undgå. At få sat mine papirer i mapper og skrive et ordentligt CV, samt prøve at håndtere, det faktum at jeg er alene nu.
Tomheden skal helst pakkes ned i en af mine tilbageværende flyttekasser og sendes retur.

Jeg ville lære at elske mig selv, det var det jeg sagde. Eller også tænkte jeg det, det kan jeg ikke huske. Min romantiske idé spirede ved tanken om, at jeg kunne finde mig selv i ensomheden. Det er en romantisk tanke, når man allerede har en partner. En skræmmende tanke, når man har truffet valget, og står uden én.

En sidste sætning inden jeg smutter. Jeg havde komponeret det, og slettet det. Men jeg tror det vil passe fint ind her, og savnede et sted at bruge det.

Spring ud og fald ned, det er sidste skud i bøssen.