Alene og afstumpet. Som en nedskåren potterose på en regnvejrsdag, venter jeg på solens varme omfavnelse. Nødvendigheden er en dunkel sandhed. Mine afskårne kviste ligger foran mine fødder som genfærd, og jeg må bruge energi for at slå nye rødder, sætte nye knopper. Tanker, et vivar af dem. Drømme, for længst glemte. Jeg står kutteklædt, i orkanens øje.

Stemmen fra en af de foregående dage, gentager sig selv i en forbigående strøm.
"Hvorfor er du så bange, for at være den du er blevet til?"
"Du er ikke 14 år længere"

Hvorfor er jeg så bange, for at være den jeg er blevet til?
Jeg er ikke 14 år længere...