Er rigtig godt gammeldags og grundigt ked af det i dag. Hvorfor skal det altid gå ud over mig, hvorfor er tingene aldrig nemme for mig, hvorfor er der altid skår i glæden???

Lige som min glæde over det lille voksende liv i min mave og over at have valgt B som kæreste og far blev større og større, blev det hele slået til jorden i går, og nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være værdiløs, naiv og uansvarlig. Hvad bilder jeg mig ind, at blive gravid uden et arbejde? Hvad har jeg tænkt mig nu? Hvordan har jeg tænkt mig at betale mine regninger, og kan jeg overhovedet få et arbejde, når jeg nu også er gravid?

Slagene hagler ned over mig, og det gør bansat ondt. Jeg ønsker mig at blive helt lille og helt væk, og jeg ønsker at jeg aldrig var blevet gravid.

Jeg ved at jeg er den følsomme type, og at der nogle gange ikke skal så meget til, før jeg bliver ked af det eller fornærmet, men jeg synes ikke at B har været særlig sød ved mig den sidste tid, og selvom jeg har haft kvalme og været vildt træt, er han stadig efter mig, og hundser med mig, som om alt var det samme.
Det kulminerede i fredags, da jeg havde en veninde på besøg, og han ringede hjem og bad mig om at hente et kabel. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste, om jeg kunne nå eller havde overskud til at hente det, og så blev han vildt sur. Hvad fanden bilder han sig ind, at blive sur over, at han ikke kan ringe hjem og beordre mig til at hoppe og danse, når det passer ham??

Fredag aften pillede vi tapet af med damper i et værelse og satte lister op, med hjælp fra hans forældre, lørdag afleverede vi dampere, var på genbrugspladsen og på byggemarked, og om eftermiddagen tog vi afsted til noget af hans; fodboldfinale med middag. Hvor jeg var ved at aflyse fordi jeg havde det rigtig skidt, så da han søndag middag begyndte at hundse med mig igen, brød jeg helt sammen og blev så ked af det, fordi jeg var så træt, men ingen good will havde fået fra ham.. Og han sad bare og gloede på mig, og syntes at det var meget ubelejligt, at jeg reagerede sådan, nu lige inden hans far skulle kommme og hjælpe med noget..

Da hans far var gået søndag, gik det op i det helt store skænderi, hvor han talte ned til mig, og jeg igen blev helt vildt ked af det. Han mente at det var ham, der laver det hele mht huset, og så ville han lige høre mig: "Når nu du står i den her situation, hvor du er gravid og du har ikke noget arbejde. Hvad har du så tænkt dig at gøre, og hvordan har du tænkt dig, at betale dine regninger?"

Undskyld mig, men er det kun mig, der kan se hvad der er galt her? Er det kun mig, der står i den her situation? Det slog mig helt ud, og jeg gør det jeg altid gør, når jeg bliver ramt på den måde - klapper i. Og det var selvfølgelig heller ikke acceptabelt.
Jeg har lige haft en lang snak med min mor, hvor jeg tudede og fortalte om alle de mærkelige ting, der foregår. Heldigvis var hun mere støttende end hun plejer at være, så det var dejligt, og hun tilbød at hjælpe mig økonomisk, hvis det skulle blive aktuelt.

Det er lidt med vilje at jeg ikke har ringet til Sangerinden, som var her i fredags, da det andet skete. For hun blev vildt sur, og syntes også at han var på afveje, så hvis jeg ringer og fortæller det her til hende, flipper hun helt ud..

Han er godt klar over, at jeg ikke er ok, selvom han nu prøver at lade som ingenting og tal om hverdagsting, men denne gang bliver vi nødt til at få talt sammen og finde en løsning, ellers går det hele i skudder mudder, og det er jeg jo i sidste ende ikke interesseret i. Han er f*ndeme bare så tung at danse med en gang imellem, og hvis jeg ikke sætte hårdt mod hårdt, lærer han det aldrig.