Jeg kan se, at det blæser. Det store asketræ vifter med sine fligede blade. Vind er det samme som ånd. And er, hvad vi alle lever af. Uden ånd er man død i bogstaveligste forstand. Vinden bringer ligesom ånden tingene til os. Vi kan fyldes af glæde, lykke, sorg, frygt. Det hele kommer i en strøm, der som et åndedræt går og kommer. Hvorfra og hvorhen. I går aftes fandt jeg et gammelt maleri, som skræmte mig, da jeg havde malet det. Det blev sat i et pulterrum med bagsiden udad. I går aftes fandt jeg det, fordi jeg skulle skrive noget om netop den maleproces, hvor det dukkede op. Mine billeder dukker altid op, og hvis de ikke dukker op, kan jeg ikke male. For længe siden havde jeg forfærdelig travlt. Unge børn, plejebarn, vikararbejde på en ungdomsskole, gamle forældre, alt det man står i som midaldrende. Jeg kunne ikke komme til at lave noget som helst kreativt. Og jeg var fyldt op. Simpelt hen ved at løbe over af det indre tryk.
Så skete underet. Jeg fik en uge fri. Skolen skulle på tur med halvdelen af lærerne, og jeg fik en uge til mig selv.
Mandag morgen slæbte jeg en kvadratmeter spånplade op på mit værelse. Jeg malede det første billede på få timer. Tirsdag et nyt stort billede. De lykkedes, jeg var euforisk!
Onsdag gik det ikke så godt.Jeg var ikke tilfreds, det blev banalt. Torsdag blev jeg bange, tiden var snart gået. Nu malede jeg billedet af en åkandedam, hvor en kvinde var ved at drukne. Hun bøjede nakken tilbage og snappede efter vejret. Håret flød på vandet, man så kun hovedet, og enhver måtte vide, at om et øjeblik ville det også være borte.
Jeg smed det hele og gemte billedet. Derefter blev jeg syg. Feber uden tilsyneladende årsag. Lungebetændelse.
Jeg var langt ude. Man kan slippe for meget løs på en gang.