Det at fortage sig noget, man kan lide, burde være en menneskeret, men sådan er det jo slet ikke. Man er næsten altid tvunget af et eller andet, eller af en eller anden til at gøre noget, man ikke vil, i hvert fald forhindret i at gøre det, man allerhelst vil. Eller er det kun mig? Jeg tror, jeg er forsynet med en ekstra sans, som hele tiden fortæller mig andres ønsker, og på den måde kommer ikke udtalte ønsker til at gribe ind i mine beslutninger.Jeg kan ikke lukke for sansen, for den er så dybt forankret i mig, at den ikke kan fjernes, og derfor er jeg nødt til at leve med, at mine egne ønsker ikke let kommer uhindret igennem til udførelse i virkeligheden. Derfor er det klart, at det, ikke længere at være på arbejdsmarkedet, er en dyb lettelse for mig. Nu er jeg næsten alene med alle mine tanker, følelser og fornemmelser, og det er blevet meget lettere for mig at få lov at gøre det, jeg helst vil. Nu kommer mine egne ønsker let og uhindrede igennem, op til overfladen, og jeg kan sætte dem i værk, uden at skulle hegne mig selv inde først. Men jeg tænker altid, at det er underligt, at det skal være sådan.