Der er jo gået meget mere end 50 dage siden jeg begyndte, men det var ikke muligt i denne levende, pulserende sommer, hvor vi har været sammen med alle vores dejlige børn og unge også at få tid til at skrive hver dag, men tænk det troede jeg, at jeg havde kunnet gøre!!.
Da jeg var ung ønskede jeg mig et stort hus med mange værelser, fyldt med mennesker, og de skulle være mine alle sammen, men jeg skulle sidde på loftet og arbejde og bare høre dem alle sammen le og snakke og bevæge sig rundt i huset. Hvor naiv kan man være. Jeg fik det, jeg ønskede mig, men bestingelserne var meget anderledes, end jeg i den første begyndelse havde forstillet mig. Alt, hvad der foregik i huset og med de mange mennesker, passerede gennem mig, og den ro og afsondrethed, jeg troede at få var som en by langt ude mellem stjernerne.Man sådan er verden. Pas på hvad du ønsker dig, for det kan være, at du får det.Livet er mere gavmildt end som så. Jeg er nu nået til det punkt, hvor det store mylder er stilnet af og jeg har virkelig fået lov at sidde og skrive, og det er den største nydelse fordi alt det andet har været der. det ligger som en kåbe omkring mig og giver mig tryghed. Ja, jeg tror næsten, at kåben har vinger, som bærer oppe og tillader mig at hænge i vægtløs hvile, der hvor man ikke skulle kunne opholde sig efter almindelig sund fornuft. Men jo ældre man bliver, jo mere kan man tillade sig at se stort på den almindelige sunde fornuft. Det bringer en meget tæt på børnenes verden, og når jeg går på gaden, kan jeg lave øjenkontakt med selv børn i barnevogne, og få dem til interesseret at kommunikere med mig på det uudtalte,sprog, som alle børn og barnlige sjæle forstår. Det er lidt sjovt. Og det luner, mens man venter på s- toget på en kold perron. Kan nogen i øvrigt mere huske, at det kan være koldt i Danmark?