dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
4 år siden
Drømme
Salomon
9 år siden
Tanker
Luxuryline
10 år siden
Lidt om at fodre dagbøger
Jakob Juel (...
2 måneder, 2 dage siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
5 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Modet til at turde
evan-noerfoh...
2 år siden
Bon jovi
Martin Micha...
5 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
10 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
9 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
9 år siden
Ptojekt SØNDAGSJAM
Martin Micha...
5 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
14 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
8 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
6 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
9 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
10 år siden
Første dag.
Neola
3 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
11 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Start?
Christian Ba...
10 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Rygestop
David Hansen...
8 måneder, 20 dage siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
8 år siden
Syv år af livet - Dag 10/...
Ryan Raskoln...
3 måneder, 16 dage siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
En træls fredag
David Hansen...
8 måneder, 18 dage siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
10 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
10 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
12 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
8 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
8 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Jeg giver snart op.. For bare ikke den mail herfra. Venter og venter! Åhaaa..
Ja, jeg er så blevet smidt ud af skolen. Hvor er det bare så utrolig strengt, men det er livet.. Det er livet. Jeg tilføjer liiidt jeg har skrevet, bare så i har lidt! Det synes jeg var en rigtig god ide! Og et billed af mit øje, haha.. Unhappy hour..

-Tanker fra det hovedløse liv.

Jeg står her igen. Det er jo lørdag, så her står jeg altså. Mine venner er her selvfølgelig også, jeg betragter dem et stykke væk. De er langt fra upåvirket. De er alle højrøstede, hvert ord der burde hviskes, bliver råbt. Deres øjne stirrer ud i mørket, som forventede de alle, at en smuk ballerina ville komme frem, ud af det blå. De griner og tumler rundt. Dog ikke på egne ben, de må holde fast i hinanden for ikke at vælte. Er det virkelig sådan jeg også ser ud hver lørdag? Udefra ser det helt åndssvagt ud, og jeg forstår pludselig hvorfor alle de kønne piger altid afviser os. Jeg ville også foretrække en der kan tælle til ti, huske ens navn dagen efter, smile uden at savle ned af sig selv. Jeg griner lidt af dem og siger tak for i dag. De råber noget der vist skulle minde om et i lige måde, dog uden held. Jeg smiler for mig selv imens jeg går. Vi burde finde på bedre i weekenderne, men samtidig er dét at kunne slippe væk fra det hele for en stund, helt uundværligt. Da jeg næsten er hjemme, ser jeg nogle drenge der stadig spiller fodbold trods klokken snart er to om natten. De har fået tændt de store lamper så de kan se noget. De griner, slår lidt til hinanden. Jeg får hurtigt en trang til at være med, så jeg stopper op og kigger på dem. Pludselig får den ene øje på mig, så jeg skynder mig at gå videre. Tænk hvis de troede jeg var en ond sjæl i mørket. Jeg er snart hjemme, så jeg begynder at lyne min jakke ned. Det bliver godt at komme hjem i seng! Tankerne om den varme dyne, de bløde puder, min lille hund i fodenden. Benene begynder automatisk at sætte tempoet op og snart står man ved sin dør og i dét øjeblik, ligner det til forveksling porten til paradis. Jeg låser op og træder ind, jeg mærker varmen omfavne min krop. Min hund er som sædvanlig for doven til at rejse sig og komme ud i gangen og hilse. Først når jeg kommer ind på soveværelset, rejser den sig med logrende hale. Jeg smider tøjet og ligger mig i sengen. Tænker dagen igennem, de store og de små ting. Aftenen, især. De fulde venner. Det er skræmmende at jeg har været en del af det, men det har jeg altså. Endnu en lektie lært. Jeg tænker tankerne til ende og kommer frem til, at det er okay at fejle. Så falder jeg i søvn. Eller det tror jeg. Måske er det først der jeg vågner op. Jeg står i hvert fald i et hvidt rum. Det er så hvidt, at jeg ikke engang kan se hvad der er vægge og hvad der er loft. Sjovt nok er jeg i det sekund ikke spor bange. Jeg står bare. Der er jo ikke mørkt, så hvad kan jeg frygte, jeg kan jo se det hele? Jeg vælger at tage et skridt, jeg ved ikke hvorfor. Men i dét min fod rammer jorden igen, falder jeg. Jeg falder ned i et andet rum. Dette er ikke hvidt, men mere som en biograf. Belysningen er dæmpet, stemningen er hyggelig. Jeg lander i en stor stol og foran mig er der en stor skærm. På skærmen starter et diasshow med billeder. Først kommer der et billede af min mor og jeg. Jeg havde lige lært at gå, hun klapper i hænderne, smiler stort. Billedet skifter til min gamle hund, så min første kæreste. Min bedste ven fra børnehaven, hele min start på livet, bliver kørt igennem på en skærm på få minutter. Så bliver skærmen sort og jeg rejser mig med det samme op, går hen til den og vil banke på den. Men min hånd falder igennem. Der er ingen skærm. Jeg strækker armene ud til siden og går lidt rundt, venter på at jeg støder på noget, men det sker ikke. Der sker ingenting. Jeg sætter mig ned i den store stol igen, venter på jeg skal vågne op fra drømmen. Eller hvad det her nu er. Mit hoved arbejder på sit højeste og uden at vide hvordan, kommer jeg frem til, at det må være et spil. Jeg gik fra det hvide rum til den mørke biograf, så det her må være bane to. Så næste er vel bane tre, men hvordan kommer jeg videre? Hvordan mon jeg kom fra bane et til to. Hvad var nøglen? Et hvidt rum, tomhed. En biograf hvor min barndom bliver vist som en dårlig film. En barndom uden slutning? Mit første skridt, det var dér jeg kom videre! Jeg tænker videre og mærker pludselig noget i min lomme. Noget tungt. Jeg tager hånen derned, tager den tunge ting op af lommen. Det er et ur i en kæde. Jeg fik det til min konfirmation. Jeg rejser mig op, husker dagen som var det i sidste uge. Hvordan jeg smilte da det skiftede fra hans hånd til min imens han hviskede i mit øre: Dette, min dreng, er den dyreste gave man kan give, ingen har penge nok i hele verdenen til at kunne købe det. Pas på det. Mere vil jeg ikke sige. Jeg husker nu hans dårlige ånde og hvordan min hjerne i uger, gang på gang blev vredet i stykker for at regne den ud. Jeg husker hvor god mening det gav, da jeg regnede den ud. Hvis jeg husker rigtigt..
Jeg vender uret om og præcis som jeg husker, står det skraveret bagpå: ''Glem aldrig at tiden ikke kan købes igen, derfor, så gør tiden til en ven'' Og så falder jeg igen. Denne gang falder jeg i lang tid. Imens kan jeg høre bekendte stemmer som fylder hele rummet som jeg falder igennem. Eller hvad det her er. Først da jeg lukker øjnene, stopper jeg med at falde og jeg lander i noget blødt. Jeg åbner øjnene. Det er en enorm seng. Stemmerne er ikke stoppet endnu, men nu snakker de højt og tydeligt. ''Flyv højere op end til hvor luften holder, fang drømmende i din virkelighed. Du kan grine af vores vise ord, men intet er tilfældighed'' Ekkoet i det store rum, gør at det sidste ord gentages mange gange. ''Tilfældighed, tilfældighed, hed, hed'' Og så vågner jeg. Velvidende om at jeg har tabt. Game over. Jeg sætter mig op i min seng, tænder lyset. Tænker for mig selv: I morgen er det tid til at vågne. Jeg slukker lyset igen og lukker mine øjne i.

-Game over.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget No, i will not keep calm... er publiceret 25/10-2013 20:16 af Julie Vestergaard Miau (Unexpected).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.