Forestil dig en dreng på 14 år. Han vejer 85 kg. 85 kg fedt. Han har en storebror med epilepsi. Han har en dejlig søster, en skøn mor og mindst lige så gode venner. Skolen bliver dog nedprioriteret en del, og han får karakterer, der ville svare til dumpekarakter. Hvis du ser den samme dreng i dag, vil du næsten ikke kunne genkende ham. Han er nemlig ikke den samme dreng, han var for 3 år siden. Han er en ung mand, der vejer 80 kg. Stort set kun muskler. Han ændrede sit liv, så han går nu på gymnasiet - og får gode karakterer. Han har haft en kæreste, pigerne jagter ham og han er en af de bedste venner, man kan få.
Jeg kender den her fyr. Jeg beundrer ham utroligt meget. Han har nemlig en evne, mange mennesker ikke besidder; han er så fandens god til at hive op i sig selv. Han har en viljestyrke uden lige. Jeg tror ike, han selv ved, hvor stærk han er. Han har en styrke som ingen anden, han ved bare ikke altid, hvordan han skal bruge det. Lidt for usikker.
Det er ikke tit, jeg møder folk som ham. Jeg kan virkelig ikke andet end a beundre det. Jeg har tænkt meget på ham på det sidste. Han har ingen idé om, hvor meget respekt jeg har for ham på det punkt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme. Bare sætte puslespillet sammen og blive til noget, som folk kigger på og tænker "hold kæft, hun har opnået noget, som ingen troede på, hun kunne".