Idag har været en trist dag.
Da jeg kom hjem fra arbejde kunne jeg se at min mellemste var nedtrygt. Hun kunne så fortælle at en af deres venner, en 18-årig ung mand var død. Han havde haft problemer med lungerne og havde lagt i respirator de sidste to måneder. Idag havde familien besluttet at slukke for den. Han sov stille ind.

Vi talte lidt om det, og hun fik det lidt bedre.

Vi var næsten kun lige gået hvert til sit, hende på værelset og mig i stuen, da hun stortudende kommer ud fra værelset med telefonen mod øret.

"L er død, Hvad skal de gøre?

Jeg tror i et sekund at hun tager fis på mig. L er en ung mand igen på 18. Der er kommet meget hos os. Han er så sød og rar. Har problemer med hjertet og har fået et nyt for 4 år siden.

" ring 112"

Er mit svar. C, skriger det i røret. og står stadig og græder, og i det samme går det op for mig at de lige har fundet ham.

Hun lægger røret på og forsvinder ind på værelset til veninden der har siddet der hele tiden.
Der kommer nu en stadig strøm af unge grædende mennesker, for L var virkelig vellidt her.
Vi har stadig ikke fået besked på hvad der var sket. Men vi hører nok om det. Vil ikke udfritte hende nu. Hun kommer sikkert senere.

Nu er hun gået, over til en mere i den gruppe der var omkring L. Hun skal nok komme. Har allerede grædt og været fortvivlet over at de havde skændtes inden de skiltes sidst. Har forsikret hende om at han vidste hun elskede ham og så ham som en god og loyal ven.

Hvor er livet uretfærdigt. To så unge mennesker. Revet væk inden de har nået at bevise deres værd. Hvor er livet uretfærdigt.

Knus og tanker til familien.

Birgitte.