Jeg sider lige og nyder min lille søn. Han er fire år og siger bare de dejligste ting. Han kom trampende ned fra det værelse han deler med sin søster, og med et glad "hej gutter" fik jeg et stort kys.

Han er ved at være en stor dreng. Han sover uden ble, og er stadig tør om morgenen. Han tager selv tøj på og taler fejlfridt.
Han har fotofrafisk hukommelse, han husker tekster næsten ordret efter at have hørt det et par gange, han elsker at læse for sine bamser og synger når han spiller på computeren.

Han er ikke klar over at man kan være genert. Eller lidt tilbageholdende. Han leger med alle og snakker i et væk. Faktisk så er han bare herlig. Når jeg tænker på at han var et UPS. Et hovsa, som vi seriøst overvejede at skilde os af med, det giver mig kuldegysninger. Hvis ikke jeg var imod bekvemligheds aborter så bliver jeg det når jeg ser på ham.

kh. Birgitte.